Bruno Fernandes' fodbold er altid et uendelig eventyr

Når Bruno Fernandes endnu engang spreder hænderne på banen for at udtrykke sin utilfredshed over for sine holdkammerater eller dommeren, deler de sociale medier sig øjeblikkeligt i to lejre – nogle fordømmer det vredt som "ikke en anførers opførsel", mens andre forsvarer ham og siger: "I det mindste bekymrer han sig." Denne opdeling er næsten blevet et fast ritual på Manchester Uniteds kampdage, og Bruno, den portugisiske anfører, er altid i centrum for stormen.

Trods den konstante kontrovers lyver statistikken aldrig. Indtil videre i denne sæson har Bruno skabt over 70 chancer i Premier League, et tal blandt de højeste i Europas fem bedste ligaer. Hans afleveringer er som et omhyggeligt planlagt eventyr: hans præcise lange aflevering på over 40 yards mod Aston Villa, som assisterede Hoylens mål, er et godt eksempel på hans fodboldmæssige intelligens. Som en erfaren kommentator udtrykte det: "Man kan sætte spørgsmålstegn ved hans følelsesmæssige håndtering, men man kan ikke sætte spørgsmålstegn ved hans evne til at skabe mirakler – han er den eneste tryllekunstner i denne Manchester United-trup, der kan trylle chancer frem ud af den blå luft."

Efter at have iført sig anførerbindet, undergik Brunos rolle et subtilt skift. Efter det ydmygende nederlag til Crystal Palace var han den eneste spiller, der gik hen til udebanefansektionen for at udtrykke sin taknemmelighed; i vanskelige tider i omklædningsrummet blev han fotograferet, mens han opmuntrede sine yngre holdkammerater ved flere lejligheder. Stemmer begyndte at dukke op på fanfora: "Han lærer at omsætte passion til lederskab." Ten Hag bekræftede også i et interview: "Bruno er altid den første, der ankommer til træningsbanen; hans professionalisme er upåklagelig."

Hans lederstil er dog fortsat kontroversiel. Traditionel engelsk fodboldkultur værdsætter Keanes tavse modstandsdygtighed snarere end Brunos ydre udtryk for passion. Interessant nok afslørede en uformel undersøgelse af Manchester Uniteds sæsonkortholdere, at yngre fans værdsatte hans ægte følelser og så det som et "demonstration af omsorg", mens ældre fans foretrak en "rolig kommandør". Denne generationsforskel afspejler den skiftende opfattelse af lederskab i moderne fodbold.

Taktisk bærer Bruno den tungeste byrde i Manchester Uniteds angrebssystem. Han er både en fritgående angriber og en dybtliggende playmaker, der i gennemsnit løber over 12 kilometer pr. kamp. Med Casemiros form, der faldt, og midtbanekontrollen, der svækkedes, blev Bruno Fernandes tvunget til ofte at falde dybt for at modtage bolden, hvilket mindskede hans angrebstrussel. En taktisk analytiker påpegede: "Manchester United kræver, at Bruno fungerer som både hjerne og hjerte – når et hold er for afhængig af en enkelt spillers alsidighed, indikerer det ofte et strukturelt problem i systemet."

Fra Sporting Lissabon til Old Trafford har Brunos fodbold altid været et uophørligt eventyr. Han bliver måske aldrig den universelt anerkendte "perfekte anfører", men i denne stadig mere taktisk disciplinerede æra er hans frygtløse mod til at skabe chancer netop Manchester Uniteds mest værdifulde aktiv i denne overgangsperiode. Når slutfløjtet lyder, uanset om han vinder eller taber, forsøger den urokkelige figur altid at finde den næste aflevering, det næste skud, den næste chance, der kan ændre kampen – for mange Manchester United-fans er denne altid fremadrettede attitude netop den ånd, de længes efter at se i æraen efter Ferguson.